Det er fredag. Ugen har ikke budt på noget dramatisk, bare møder, mails, indkøb og en middag med nogen, du holder af.
Alligevel aflyser du igen. Nu ligger du på sofaen med lyset slukket og føler dig som den eneste voksne, der ikke kan klare en helt almindelig uge.
Sådan beskriver mange af mine klienter det. De føler sig utilstrækkelige og helt drænet for energi uden nogen konkret grund, og den samme sætning går igen i hovedet: “Jeg tror bare, jeg er for sensitiv.”
Hvad særlig sensitivitet er
Begrebet kommer fra den amerikanske psykolog Elaine Aron, som introducerede det i 1996. Hun beskriver det som et medfødt personlighedstræk, hvor nervesystemet bearbejder indtryk dybere og mere nuanceret end gennemsnittet. Fagligt kalder hun det “sensory processing sensitivity”.
Aron har anslået, at 15-20 procent af befolkningen har trækket. Nyere forskning peger på, at sensitivitet snarere fordeler sig på et spektrum, hvor nogle ligger højt, nogle i midten og nogle lavt.
Særlig sensitivitet er ikke en diagnose. Det beskriver et træk og ikke en sygdom, så du kan ikke blive udredt som særligt sensitiv.
Begrebet er også blevet kritiseret fagligt herhjemme. Psykologerne Barbara Hoff Esbjørn og Mikael Thastum har påpeget, at der mangler solid dokumentation for at dele mennesker op i sensitive og ikke-sensitive på den måde, og at Arons spørgeskema ikke er et måleredskab i videnskabelig forstand.
Jeg bruger begrebet, fordi det er brugbart som beskrivelse, og fordi mange kvinder for første gang får ord for noget, de har mærket hele livet. Men jeg bruger det ikke som forklaring på alting.
De fire kendetegn
Aron beskriver fire ting, der kendetegner trækket:
Dybere bearbejdning. Indtryk bliver tygget længere og fra flere vinkler. En kommentar bliver ikke bare hørt, den bliver vendt og drejet.
Lettere overstimulering. Når der kommer mange indtryk på én gang, bliver systemet hurtigere overbelastet end hos andre.
Stærkere følelsesmæssige reaktioner. Det gælder både det svære og det smukke. Mange fortæller, at de græder over nyhederne og over en reklame.
Opmærksomhed på nuancer. Små skift i stemning, tonefald og ansigtsudtryk bliver registreret, uden at man har besluttet sig for det.
En almindelig uge for den særligt sensitive
Storrumskontoret koster. Der er samtalerne i baggrunden og lysstofrøret, og så ringer telefonen i den anden ende af lokalet. Andre kan skrue ned for det, men det kan du ikke.
Møder koster mere, end det ser ud til. Du har ikke kun fulgt med i, hvad der blev sagt. Du har også opfanget, at chefen var kort for hovedet, og at kollegaen ved siden af dig havde det skidt. Bagefter har du brug for at lande, og det bliver sjældent regnet med, når ugen bliver planlagt.
Så du aflyser. Du vil gerne, men du ved, hvad det koster, og det er svært at forklare uden at lyde, som om du ikke gider.
Du mærker stemninger, før nogen siger dem højt. I nogle rum er det en gave, i andre en belastning. Det gør det også svært at sige fra, for når du mærker den andens skuffelse så tydeligt, koster det meget at sige nej.
Og hele livet har du hørt, at du er for følsom, at du tager tingene for tungt, og at du skal tage dig sammen. Det er ofte de mange år med at skulle forsvare trækket, der tynger mest, mere end trækket selv.
Den vigtigste skelnen
Sensitivitet forklarer ikke alt, og det bruger jeg meget tid på i klinikken, når jeg møder et menneske med særligt sensitive træk.
Uro, udmattelse, overvældelse og svingende følelser kan have mange årsager. Stress, angst, lavt selvværd og ADD kan alle ligne. Forskellen er, at dem kan man arbejde med og behandle, og det kan man ikke med et personlighedstræk.
Jeg møder kvinder, der i flere år har forklaret det hele med, at de bare er særligt sensitive, og derfor aldrig har fået set på en belastning, der kunne have været gjort noget ved. Den forklaring kan blive dyr at hvile i.
Jeg møder også det omvendte: kvinder, der har fået at vide, at de skulle præstere som alle andre, og som har bygget et liv, der aldrig passede til dem.
Derfor starter arbejdet altid med spørgsmålet om, hvad der er træk, og hvad der er belastning. Trækket skal du have plads til, og belastningen skal vi arbejde med.
Sådan arbejder jeg med det i min praksis
Først skiller vi tingene ad. Hvad kan forstås som sensitivitet, og hvad er stress, angst eller noget andet, der kan behandles? Det er den vigtigste del, så den kommer først.
Så ser vi helt konkret på belastning og restitution. Hvordan ser din uge ud, hvad koster hvad, og hvor er pauserne? For de fleste er problemet ikke mængden af indtryk, men at der ikke er lagt noget ind efter dem. Vi gør restitution til en del af planen i stedet for noget, der sker, når alt andet er overstået.
Et nervesystem, der i forvejen reagerer kraftigt, har godt af at lære at komme ned igen. Man kan godt vide, at man har brug for ro, og alligevel ligge vågen klokken to om natten. Derfor arbejder jeg neuroaffektivt.
Når vi arbejder med at sige fra, handler det sjældent om teknik. Det handler om, hvad du forestiller dig, der sker, hvis du gør det, og svaret på det spørgsmål er det, vi arbejder med.
Vi tager også fat i de gamle beskeder. Hos mange bliver “du er for følsom” til en overbevisning om, at der er noget galt med dem. Så længe den står, bliver hver reaktion et bevis på, at man er forkert. Jeg arbejder med compassion, fordi den tone, du møder dig selv i, afgør, om du kan passe på dig selv uden at skamme dig over det.
Til sidst ser vi på, hvad trækket giver dig. Evnen til at fornemme andre, se detaljer og tænke tingene igennem er grunden til, at mange sensitive kvinder er dygtige til deres arbejde og vigtige for deres omgivelser. Det skal med, når vi bygger et liv, der kan holde.
Hvornår du skal tale med din læge
Er du træt på en måde, som søvn ikke hjælper på, fylder det kropslige, eller har du haft det sådan længe, så start hos din egen læge. Flere ting kan ligne, også fysiske, og de skal undersøges.
Har du i mange år forklaret det hele med, at du bare er sådan, er det værd at få set på, om der ligger noget under, som kan behandles.
Julie Bøgdal, cand.scient.san. og psykoterapeut MPF. Praksis i Aarhus, København og online.
