Beskeden er på to linjer, og du har skrevet den om fem gange.
Først var den for kort, så lød den sur. Så blev den længere og lød anmassende. Du har læst den højt for dig selv, overvejet et udråbstegn og fortrudt det igen.
Der er gået elleve minutter, og beskeden handler om, hvorvidt I ses på fredag.
Det, der føles som at gøre noget
Overtænkning har en indbygget belønning, og derfor er den så svær at slippe. Så længe du tænker over tingene, føles det, som om du gør noget ved dem.
Går det godt bagefter, konkluderer hjernen, at det var tænkningen, der klarede det. Går det skidt, konkluderer den, at du burde have tænkt mere. Mønstret bliver bekræftet, uanset hvad der sker.
Derfor rammer rådet om bare at lade være ved siden af. Du prøver jo ikke at pine dig selv. Du prøver at få styr på noget.
Hvorfor det fylder så meget lige nu
For mange er 20’erne det årti, hvor det er sværest. Måske er du der lige nu, eller også kan du tænke tilbage på skoletiden.
I skolen var der facit med rigtige svar, karakterer og en underviser, der kunne sige, om det var godt nok. Fra midten af 20’erne forsvinder facitlisten på én gang. Videreuddannelse, by, job, kæreste, venner, børn eller ej og i så fald hvornår. Ingen af valgene har et rigtigt svar, og de fleste af dem føles, som om de låser noget fast.
Oven i det kommer et pres, som faktisk er blevet målt. Den Nationale Sundhedsprofil 2025 viser, at over halvdelen af unge kvinder mellem 16 og 24 år scorer højt på stressskalaen. I en undersøgelse, som Psykiatrifonden fik lavet i 2021, svarede 56 % af de unge mellem 16 og 24 år, at de kun føler sig gode nok, når de har succes på næsten alle områder af livet.
En helt almindelig uge med overtænkning
Overtænkning er sjældent dramatisk. Det er mange små ting, der tilsammen bliver til meget.
Beslutninger tager uforholdsmæssigt lang tid. Måske ikke de store, men at vælge mellem to jakker, to datoer eller to formuleringer kan tage en halv time. Beskeder skriver du om og læser igennem bagefter for at tjekke, hvordan de mon blev modtaget.
Du takker nej til ting, du egentlig gerne vil, fordi forberedelsen koster for meget, og fordi du ved, at du kommer til at gennemgå hele aftenen bagefter. Og når du så er sammen med dine venner, kører der en parallel kanal i hovedet, hvor du holder øje med, om du siger for meget eller for lidt.
Mødet sluttede klokken to, men klokken elleve er du stadig i gang med det. Du spoler tilbage til den ene sætning, der lød forkert, og aldrig til de fyrre minutter, hvor du var helt fin.
Søvnen skrider. Om dagen har der været larm nok til at overdøve tankerne, men når det bliver stille, melder hovedet sig. Du er træt på en måde, som søvn ikke hjælper på, og du kan ikke engang pege på, hvad du har lavet.
To slags tanker, og hvorfor de skal behandles forskelligt
Problemløsning ender i en handling. Du tænker over, hvordan du vil gribe en samtale an, du beslutter dig, og så er du færdig. Grubleri ender, hvor det begyndte, bare senere og med mindre energi.
Ét spørgsmål kan skille dem ad: Er der et næste skridt, jeg kan tage i dag? Hvis der er, så tag det. Hvis der ikke er, er det ikke problemløsning, du er i gang med.
Det svære er, at de fleste behandler begge slags tanker ens, nemlig med mere tænkning. De tanker, du ikke kan handle på, skal ikke løses. De skal mærkes og lægges fra dig igen, og det er en helt anden øvelse.
Sådan arbejder jeg med det i min praksis
Først finder vi ud af, hvad overtænkningen beskytter dig mod. Den har en opgave, og for de fleste handler den om at undgå at vælge forkert eller at blive opfattet på en bestemt måde. Når vi kender opgaven, kan vi finde en anden måde at løse den på.
Så sorterer vi, konkret og ud fra din egen hverdag: Hvad kan du handle på, og hvad kan du ikke? Det, du kan handle på, får et skridt og et tidspunkt. Hjernen slipper lettere en ting, når den ved, hvornår den bliver taget op igen.
Overtænkning foregår sjældent kun i tankerne. Den sidder også som en indre uro i kroppen, og en kropslig reaktion kan man ikke tale sig ud af. Derfor arbejder jeg neuroaffektivt.
Vi øver i det små. Du træffer et uvigtigt valg hurtigt og med vilje, fx hvad du skal spise, eller hvilken vej du skal tage, og så vender du ikke tilbage til det. Det lyder banalt, men det er den mest effektive træning, jeg kender, fordi nervesystemet lærer, at intet falder sammen, selvom du lader være med at overtænke.
Hos de fleste er der en indre kritiker, der kommenterer hvert valg undervejs. Så længe den taler, bliver enhver beslutning en eksamen, man kan dumpe. Den stemme undersøger vi, og så forløser og forandrer vi den, så den bliver mere hensigtsmæssig.
Til sidst arbejder vi med, hvad du står for. Når der ikke findes et facit, er dine værdier det eneste kompas, du har. Mange af de valg, der føles uoverskuelige i tyverne, bliver lettere, når du ved, hvad du vælger ud fra, i stedet for at lede efter det mest rigtige svar.
Hvornår det er værd at søge hjælp
Du behøver ikke vente, til det er uudholdeligt. Tag det alvorligt, når det begynder at koste dig noget konkret: når du siger nej til ting, du gerne vil, når søvnen har været påvirket længe, eller når uroen er begyndt at sidde i kroppen.
Er du i tvivl om, hvad du oplever, er egen læge altid det rigtige første skridt, for fysiske symptomer skal undersøges.
Har du gået med det i årevis, er det ikke for sent at søge hjælp, og det er heller ikke for lidt. Der er ingen adgangskrav til at få det bedre.
Julie Bøgdal, cand.scient.san. og psykoterapeut MPF. Praksis i Aarhus, København og online.
