Hun nåede ind i bilen, inden det tog fat.
Hjertet hamrede, og hun kunne ikke få luft nok. Hænderne prikkede, og parkeringspladsen foran hende så pludselig uvirkelig ud, næsten som et psykedelisk billede. Hun kunne kun tænke én ting: at hun var ved at dø.
Fire minutter senere var det ovre. Hun sad lidt og rystede, gik så ind og handlede alligevel og fortalte det ikke til nogen i halvandet år.
Hvad er et panikanfald?
Et panikanfald er en pludselig og voldsom alarmreaktion i kroppen. Ifølge Patienthåndbogen på sundhed.dk kommer anfaldene som regel hurtigt og topper ofte efter få minutter. De fleste varer kun få minutter, selvom det føles meget længere.
De almindeligste symptomer er hjertebanken, åndenød, svimmelhed, rysten, sveden, trykken for brystet og en følelse af, at omgivelserne er uvirkelige. Mange bliver bange for at dø eller for helt at miste kontrollen.
Symptomerne er reelle, og samtidig er selve panikreaktionen ikke farlig. Det er kroppens alarmsystem, der går i gang med fuld kraft, selvom der ikke er nogen fare.
Fordi det føles så fysisk, går mange først til lægen, og det er også det rigtige. Hjerte, stofskifte og andre tilstande kan give lignende symptomer, så det skal undersøges ordentligt.
Frygten for det næste anfald
Det er sjældent selve anfaldet, der ændrer et liv. Det er tiden efter.
Efter et par anfald kommer forventningsangsten, altså angsten for angsten: en vedvarende uro for, hvornår det sker igen. Så begynder verden at blive mindre. Først supermarkedet, hvor det skete, siden motorvejen, mødelokalet uden vinduer og toget i myldretiden.
Hver gang du undgår noget, får du det bedre med det samme. Hjernen noterer sig, at flugten virkede, og næste gang er lysten til at blive væk lidt større. Det er lettelsen, der holder mønstret i live, og derfor går det sjældent over af sig selv.
20’erne: det første anfald og tavsheden
For mange kvinder kommer det første anfald i tyverne, tit i en periode med forandring som studiestart, flytning, nyt job eller et brud.
Man har intet at forstå det ud fra. Man har aldrig prøvet det før, kender ingen, der har fortalt om det, og tror derfor, at der er noget alvorligt galt med kroppen. En del ender på skadestuen eller hos vagtlægen, bliver undersøgt og sendt hjem med besked om, at der ikke er noget at finde.
Bagefter kommer skammen. Mange fortæller det ikke til nogen i måneder eller år. De har sådan set folk at fortælle det til, men oplevelsen virker for mærkelig at sætte ord på. Imens breder undgåelsen sig stille og roligt.
30’erne: situationerne man ikke kan slippe uden om
I trediverne har mange et liv, hvor man ikke bare kan gå midt i det hele. Det kan være et møde, man ikke kan forlade, en bil med børn på bagsædet, et fly eller en arbejdsdag, hvor kollegerne venter.
Anfaldene bliver ikke nødvendigvis voldsommere, men de bliver sværere at skjule og at leve med. Undgåelsen begynder også at koste noget konkret. Man siger nej til opgaver, booker ikke rejsen og aflyser aftaler om formiddagen med en undskyldning, man har brugt før.
Samtidig ligger der for mange en vedvarende belastning nedenunder, fx et job med ansvar og små børn med al den mental load, der følger med. Anfaldene kommer ofte efter en lang periode, hvor systemet har kørt for højt, og tit først når der endelig bliver stille: i bilen, om aftenen eller på første feriedag.
Hvad der hjælper, mens det står på
Her er tre ting, du kan gøre i selve anfaldet. De kurerer ikke noget, men de hjælper dig igennem.
Træk vejret langsomt ud. Tæl til fire, når du ånder ind, og til seks, når du ånder ud, og bliv ved i et par minutter. Det er især udåndingen, der dæmper alarmen.
Kom tilbage i rummet. Mærk fødderne mod gulvet, og nævn inde i dig selv fem ting, du kan se. Så har hjernen noget andet at lave end at lede efter fare.
Husk, hvordan et anfald forløber. Det topper og falder af sig selv. Kroppen kan ikke holde alarmen oppe i det uendelige.
Sådan arbejder jeg med det i min praksis
Vi starter med at forstå, hvad der sker. For mange er det en stor lettelse at få forklaret, hvad der foregår i kroppen under et anfald, og hvorfor det føles så farligt uden at være det. Derfor begynder vi med psykoedukation: «If you can name it, you can tame it».
Derefter tager vi fat i forventningsangsten, som tit fylder mest. Vi gennemgår, hvad du gør i løbet af en uge for at undgå et anfald, også de ting, du ikke selv tænker på som undgåelse.
Så går vi gradvist tilbage til de steder og situationer, du er begyndt at holde dig fra. Det sker ét skridt ad gangen, i en rækkefølge vi lægger sammen, og i et tempo du kan holde til. Det kaldes eksponering, og det er det, der vender mønstret, når du har ressourcer nok til hvert skridt.
Et alarmsystem, der har været i arousal i årevis, falder ikke til ro, bare fordi man forklarer det, at der ingen fare er. Derfor arbejder jeg også neuroaffektivt og med kroppen.
Vi ser på, hvad anfaldene bygger på. De kommer sjældent ud af ingenting, men ofte oven på en længere periode med for meget belastning, og hvis roen skal holde, skal den belastning også ses på. Målet er at forløse den bagvedliggende årsag til angsten.
Skammen tager vi med. Mange har skjult anfaldene i årevis og tror, de er de eneste. Så længe de tror det, bliver hvert nyt anfald et bevis på, at der er noget galt med dem.
Jeg stiller ingen diagnoser. Overvejer du en udredning, eller er du i tvivl om, hvad du oplever, er det din egen læge, du skal tale med. Er du allerede i behandling, arbejder jeg med det, der ligger ved siden af.
Hvis du genkender det her
Start hos din egen læge, og få det fysiske undersøgt, især efter det første anfald.
Har du levet med anfaldene i årevis og vænnet dig til dem, er det stadig værd at gøre noget ved. Panikangst er en af de tilstande, man kan gøre allermest ved, og alligevel går mange alene med den alt for længe.
Julie Bøgdal, cand.scient.san. og psykoterapeut MPF. Praksis i Aarhus, København og online.
