Hun var den stille pige i klassen. Hun fik fine karakterer, forstyrrede ingen og kiggede tit ud ad vinduet. Ingen lærer havde grund til at skrive hjem.
Hun brugte også dobbelt så lang tid på lektierne som veninderne og græd over dem bagefter uden at kunne forklare hvorfor.
Nu er hun 38 og har lige fået en diagnose.
Hvorfor det tager så lang tid at opdage
De fleste kender ordet ADD og bruger det stadig. Fagligt hører det i dag under ADHD som den overvejende uopmærksomme form, altså ADHD uden den udadvendte uro, som er lettere at få øje på. Det er en stor del af grunden til, at så mange kvinder bliver opdaget sent.
I årtier blev opmærksomhedsforstyrrelser beskrevet ud fra drenge, der ikke kunne sidde stille. Hos piger og kvinder viser det sig oftere indad, som indre uro og dagdrømmeri og som en hjerne, der kører i alle retninger bag et roligt ansigt.
Dertil kommer tilpasningen. Mange piger opdager tidligt, at de skal arbejde hårdere end de andre for at følge med, og de bygger systemer op med lister, alarmer, overforberedelse og dobbelttjek. Udefra ligner det grundighed, men indeni er det et fuldtidsjob oven i det rigtige.
I klasselokalet sidder der altså ikke en pige, der forstyrrer. Der sidder en dygtig pige, som er udmattet.
Hvor mange taler vi om
Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser en markant stigning i antallet af voksne, der indløser recept på ADHD-medicin. Stigningen ses især hos kvinder, som i de seneste opgørelser er i overtal blandt de voksne brugere.
Det er næppe, fordi der pludselig er kommet flere med ADHD. Snarere er man begyndt at få øje på en gruppe, der altid har været der.
20’erne: når strukturen forsvinder
I skolen er dagen lagt til rette for en med skema, lektier og en lærer, der minder om tingene. På en videregående uddannelse forsvinder det hele på én gang. Ingen siger, hvornår du skal læse, og ingen opdager det, hvis du ikke gør.
Mange kvinder beskriver de år som tiden, hvor det begyndte at skride. Opgaverne blev afleveret i sidste sekund efter tre nætter uden søvn. Der kunne gå måneder, hvor intet skete, og så kom der en uge, hvor alting skete, og energien svingede uden nogen logik.
Langsomt satte en bestemt fortælling sig fast: Jeg er doven, jeg mangler disciplin, jeg er bare ikke særlig struktureret.
30’erne: når kompensationen ikke kan bære mere
De systemer, der holdt hende oppe gennem studiet, virker et stykke tid i arbejdslivet, men de kræver mere og mere.
Typisk kommer der flere lag oven på: et job med ansvar, børn, et hjem og en kalender med fire menneskers aftaler. Mental load, altså arbejdet med at huske og holde overblik, lander i forvejen hos mange kvinder. Når arbejdshukommelsen samtidig er presset, falder tingene på gulvet, uanset hvor pænt de blev skrevet ned.
Det er her, mange søger hjælp første gang, ofte for stress og ofte uden at nogen spørger, om der kunne ligge noget under stressen.
Jeg ser også tit, at hun bliver opmærksom på det, fordi hendes barn bliver udredt. Hun sidder til et møde og hører en beskrivelse af sit eget liv.
40’erne: udmattelsen og de hormonelle skift
I fyrrerne har mange kvinder tyve år med overkompensation bag sig. Det er udmattende i sig selv, også selvom der ikke er sket noget dramatisk.
Mange fortæller samtidig, at symptomerne bliver tydeligere i årene omkring overgangsalderen. Det bliver sværere at koncentrere sig, ordene forsvinder midt i en sætning, og uroen mærkes mere. Forskningen på området er stadig ung, og meget er ikke afklaret. Men tag det alvorligt, og tag det med til lægen i stedet for at konkludere på egen hånd.
De typiske udfordringer
Arbejdshukommelsen er det, jeg oftest hører om i klinikken. Du kan ikke holde en tanke i luften, mens du laver noget andet, så den falder ned.
Det er svært at komme i gang. Opgaven er lille og tager tyve minutter, men den har ligget i tre uger, og det handler ikke om vilje. Tidsfornemmelsen er også upålidelig: ti minutter og halvanden time føles ens.
Følelserne kommer hurtigere, rammer hårdere og er længere om at falde til ro. En kommentar på et møde kan fylde helt til søndag.
Så er der maskeringen. Den energi, der går til at skjule, at noget er svært, bliver sjældent talt med, og den er ofte den tungeste post i regnskabet.
Skammen er der næsten altid. Mange har levet et helt liv med forklaringen, at der er noget galt med dem, og har en grundlæggende følelse af at være forkerte.
Hvad en diagnose gør, og hvad den ikke gør
“Jeg fik endelig diagnosen. Og så skete der ingenting.”
Det hører jeg oftere og oftere. En diagnose forklarer, hvorfor man reagerer, som man gør, og for mange er det en lettelse efter mange år med gæt og tvivl.
Men den fjerner ikke de tyve eller tredive år, man har brugt på at kompensere. Det er ofte kompensationen, der har kostet på selvværdet: alle systemerne og listerne og al den energi, der gik med at sørge for, at ingen opdagede noget. Det arbejde ligger der stadig efter diagnosen, og det er der, jeg kommer ind.
Sådan arbejder jeg med det i min praksis
Vi starter med skammen, fordi det er der, det gør mest ondt for de fleste. Så længe du inderst inde tænker, at der er noget galt med dig, kan ingen strategi få lov at virke. Jeg arbejder med compassion, altså med den tone, du taler til dig selv i. Tonen afgør, om du kan gå i gang med noget uden at straffe dig selv undervejs.
Så kortlægger vi dine kompensationsstrategier. Nogle af dem er kloge og skal blive, mens andre dræner dig og kan skiftes ud. Vi gennemgår helt konkret, hvad du gør for at få en dag til at hænge sammen, og hvad det koster dig.
Mange med ADD har en grunduro i kroppen, som ingen kalenderapp kan løse. Derfor arbejder jeg også med nervesystemet, neuroaffektivt og med neurofeedback. Du kan vide præcis, hvorfor du reagerer, som du gør, og stadig mærke det i kroppen næste tirsdag.
Den indre kritiker tager vi alvorligt. Den kom til af en grund: Hvis du selv fandt fejlen først, kunne ingen andre nå at pege på den. Vi skælder den ikke ud. Vi finder ud af, hvad den beskytter dig mod, og løser den opgave på en anden måde.
Vi arbejder også med følelsesreguleringen ved at skelne mellem, hvor stærkt du reagerer, og hvad reaktionen handler om. Følelserne skal ikke dæmpes. Styrken siger noget om din historie, mens indholdet sjældent siger noget om, hvad den anden mente.
Jeg stiller ingen diagnoser og har intet med medicin at gøre. Overvejer du en udredning, er det din egen læge, du skal tale med. Er du allerede i et forløb hos læge eller psykiater, arbejder jeg med det, der ligger ved siden af.
Et forløb er typisk ti sessioner over fire til fem måneder.
Hvis du genkender noget af det her
Første skridt er din egen læge, både hvis du overvejer en udredning, og hvis du er i tvivl om, hvad du oplever. Andre tilstande kan ligne, og det skal undersøges ordentligt.
Uanset om du ender med en diagnose eller ej, er fortællingen om dig selv, som du har gået med i tyve år, værd at se nærmere på. Den er sjældent sand, og den koster altid noget.
Julie Bøgdal, cand.scient.san. og psykoterapeut MPF. Praksis i Aarhus, København og online.
